|
Mange forbinder ferie med, at der er gang i den. Nogle
bliver grebet af stemningen og lader sig friste til at eksperimentere med
narkotika i jagten på oplevelser. Men det er for farligt. Du kender
hverken indhold eller styrke.
Nogle stoffer kan give forgiftning, nogle
giver stor risiko for afhængighed, og nogle kan gøre dig skør. Vejen til
skadestuen er lang. Og der er
ingen klageinstans, hvis du bliver dårlig. Det bedste råd er:
Lad være med
at tage stoffer!
Stoffer som ecstasy, amfetamin og kokain bliver stadig
mere udbredte mange steder, især på diskoteker og i natklubber. Stofferne
bruges ofte i forbindelse med intensiv og langvarig dans i lukkede
lokaler med høj temperatur, og det øger risikoen for hedeslag og væsketab.
Brug af flere stoffer på én gang eller blanding af
stoffer og alkohol øger risikoen for forgiftning og psykisk sammenbrud.
Straf for handel med narko
I mange lande er der meget hårde straffe, fx fængsel på livstid eller
dødsstraf, for at handle med narkotika, også for bare at have det på sig
eller at bruge det selv. Bare nogle få gram hash i lommen kan være anledning
nok til at se et fængsel indefra i lande, hvor fængslerne ofte er meget
barskere end i Danmark.
De danske myndigheder kan ikke gøre meget for dig,
hvis du er blevet fængslet på grund af narkotika. Du kan risikere at sidde
op til flere uger, før din sag overhovedet bliver behandlet.
Du kan udnyttes
Vær opmærksom på, at du ikke bliver udnyttet som narkosmugler. Pas især
på i lufthavne og ved grænserne, hvor nogen kan have anbragt narkotika i din
bagage – uden du selv ved af det. Og sig ikke ja til at tage breve eller
pakker med hjem til Danmark uden at vide, hvad der er i dem.
Brug af sprøjte giver altid risiko for ekstra
følgesygdomme, herunder risikoen for leverbetændelse og hiv/aids, hvis flere
bruger samme sprøjte.
www.mindblow.dk
www.netstof.dk |