Penge

Oversigt:
Rejsehåndbøger
Sikkerhed, pas og visum
Rejsesygesikring
Andre forsikringer
Vaccinationer
Penge
Tjekliste
Maveproblemer
Solbadning
Alkohol
Narkotika
Rygning
Sex
Tyveri, vold og voldtægt
Anholdelse
Ulykker
Telefon & E-mail
Ambassader

Det nemmeste er at have kontant valuta, men det er også det farligste. Hav derfor ikke de fleste penge i kontanter, men brug kreditkort eller rejsechecks i stedet for. Det er dog altid praktisk at have et mindre beløb af de enkelte landes valuta, så du kan klare dig, hvis bankerne er lukkede, når du ankommer. Det kan også være en god idé at have et reservebeløb til uforudsete situationer, fx 500 kr. i danske sedler, euro eller dollars. Rejser du oversøisk, er dollars bedst.

Med kreditkort som fx VISA, Mastercard, American Express og Diners er du uafhængig af kontanter og checks i store dele af verden, men du skal være mindst 18 år og have en pæn indtægt for at kunne få dem. Du kan dog få et Maestro-kort, fra du er 15 år. Du skal aldrig aflevere dit kreditkort, så du slipper det af syne – det kan kopieres og misbruges. Sørg for at det ikke kommer for tæt på magneter – det kan ødelægge magnetstriben bagpå.

Pas godt på dine kvitteringer, når du bruger kreditkortet. Hvis andre får fat i dit kortnummer, kan det misbruges til køb over internet. Pas også godt på din PIN-kode. Mister du dit kreditkort, skal du ringe til PBS på 44 89 29 29 og få det spærret.

Rejsechecks er en af de sikreste måder at have sin rejsevaluta på. Checkene udstedes på bestemte beløb i den bank, hvor du køber dem. Husk også at købe små checks. Du skal underskrive checkene to gange: Når du får dem udleveret i banken, og når du indløser dem på rejsen.

Du kan få erstattet dine rejsechecks, hvis du mister dem. Men kun hvis du har ført regnskab over hvor og hvornår, du har indløst checks, og du kan fremvise kvitteringen for indkøbet af checkene. Den skal derfor opbevares et andet sted end checkene.

Når du rejser rundt, går på indkøb m.v., så hav altid en lille pung eller lignende, hvor du blot har penge til dagens behov. På den måde undgår du at vise folk hele din formue og ikke mindst, hvor du gemmer den. Dine penge og værdipapirer bør gemmes væk og kun tages frem fra fx pengebæltet, når du er helt uforstyrret. Vær opmærksom på, at det ikke altid er sikkert at opbevare pas og penge på hotel eller hostel. Du kan finde gode råd om shopping og betalingsformer i EU på www.forbrugereuropa.dk.

Hjem på konsulatets regning?
Det er en skrøne, at du kan blive sendt hjem “på konsulatets regning”, hvis du mister dine penge eller har for få penge med. Den går ikke. Du kan bede din bank eller et pengeoverførselsbureau overføre penge til dig i udlandet i løbet af normalt 1-2 dage.

Hvis du ikke er i stand til dette, kan du evt. få penge gennem den danske ambassade, hvis beløbet og et gebyr forinden indbetales til Udenrigsministeriet.
 

 
Tilbage
Næste